Lærerne i Århus skal have en ny arbejdstidsaftale.
Af Tove Borch, Søren Aakjær og Gordon Ørskov Madsen
Aftalen er i store træk indgået centralt, men det er en lokal opgave at få tallene på plads og tilrettelægge implementeringen. Via en række informationsmøder har ÅLF valgt at orientere medlemmerne så tidligt så muligt om aftalens indhold og sammen drøfte perspektiverne.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at aftalen indeholder mange gode perspektiver.
Grundlaget i aftalen er, at lærere og ledelse skal være i løbende dialog om opgavernes løsning. Læreren beskrives som den, der får ansvaret for den samlede undervisningsopgave. Det er en stor tillidserklæring.
Vi har fået den efterlyste sammenhæng mellem undervisningstid og tid til opgaver tilknyttet undervisningen. Alle øvrige opgaver er karakteriseret ved, at der skal gives tid til hele opgaven.
De øvrige opgaver er f.eks. møder i Pædagogisk Råd, tilsyn, medarbejdersamtaler, IT vejledning og arbejdet på skolebiblioteket.
Det er foreningens holdning, at alle disse funktioner er en væsentlig del af skolens arbejde. Eksempelvis løser skolebiblioteket en meget kompleks opgave til gavn for hele skolens virke. Sådan har Århus Lærerforening hele tiden opfattet sammenhængen, og den vil en ny arbejdstidsaftale ikke lave om på.
Århus Lærerforening har store forventninger til, at denne aftale vil give lærerne mulighed for i højere grad at sætte fokus på kerneopgaverne.

