Undervisningsministeriet har meddelt, at der åbnes mulighed for forsøg med undervisningsassistenter og vil sammen med KL indsamle og formidle inspirationsmateriale om hensigtsmæssig brug af undervisningsassistenter i den danske folkeskole.
Århus Læreforening bakker op om forsøg, der kan være med til at udvikle folkeskolen. Det er dog en forudsætning, at rammerne for forsøgene er veldefinerede.Det er Århus Lærerforenings klare opfattelse, at inden skoler og kommuner går i gang med forsøg med undervisningsassistenter, skal parterne være enige om nedenstående.
- Kommunerne og skolerne afklarer, hvilke konkrete opgaver, der er relevante for en undervisningsassistent.
- Det er skoleledelsens ansvar at definere og følge op på den enkelte undervisningsassistents arbejdsområde.
- Undervisningsassistenter kan og skal ikke varetage undervisningsopgaver og klasselæreropgaver.
- Undervisningsassistenter kan og skal ikke afhjælpe lærermanglen.
- Undervisningsassistenter er ikke svaret på rummelighedsproblematikken.
- Forsøgene evalueres i samarbejde mellem skoler og kommuner.

