Medlemmer af Århus Lærerforening samlet til generalforsamling den 27. marts 2009 udtaler:
Med kommunalreformens ikrafttræden 1. januar i 2007 blev det tydeligere, at udviklingen går i retning af, at den offentlige sektor styres på markedsvilkår.
På voksenspecialundervisningsområdet har det medført, at medarbejderne i høj grad har måttet ændre syn på deres virke.
Tidligere samarbejdsparter er blevet konkurrenter. I stedet for at tilbyde undervisning skal der produceres ydelser, som helst skal være standardiserede og strømlinede for at kunne sælges på markedet.
Det har ført til:
- øget bureaukrati
- faglig udveksling på tværs af institutioner er blevet sværere, så det er vanskeligt at opretholde og udvikle kvaliteten af tilbuddene
- fokus flyttes fra det, der er behov for til det, der kan sælges
Vi opfordrer kommuner og regioner til at ændre på de nævnte forhold, så kvaliteten af vores velfærdssamfund ikke forringes.

