Århus Lærerforening opfordrer på det kraftigste de ansvarlige politikere til at tage enhedsskolens værdier alvorligt.
Politikerne bør tage afstand fra skoletanker, der handler om at genindføre den niveaudelte skole og fra idéerne om den elitære skole.
Folkeskolen er skolen for alle Danmarks børn. Gennem fastholdelse og styrkelse af fællesskabet i den lokale enhedsskole skabes de bedste forudsætninger for udviklingen af det danske samfund. Skolens vigtigste opgave er at uddanne morgendagens demokratiske borgere, så de bliver livsduelige mennesker.
Forskningen viser, at trygge undervisningsfællesskaber og kammeratskabseffekten er af stor betydning for de gode undervisningsresultater.
Århus Lærerforening opfordrer til, at skoleudvikling sker med udgangspunkt i de lokale folkeskoler og i tæt samarbejde med lærerne/børnehaveklasselederne. Aarhus Kommune skal som myndighed sikre, at al skoleudvikling sker indenfor rammerne af enhedsskolen.
Vedtaget på Århus Lærerforenings generalforsamling forsamlet til møde i Aarhus den 18. marts 2011.

