Aarhus Kommune bør snarest ændre specialklassernes budgettildelingsmodel, så den tilpasses skolernes virkelighed.
Aarhus Byråd besluttede i 2006 at decentralisere ressourcerne til specialklasserne, således at den enkelte skole skal betale for skoledistriktets specialklasseelever.
Det har bevirket, at flere og flere skoler er nødsaget til at overføre midler fra almenundervisningsområdet til specialområdet.
Det er en skævvridning af de enkelte skolers økonomi.
En række skoler har efterhånden et væsentligt underskud på specialundervisningsområdet, mens andre skoler har overskud til at lave forebyggende foranstaltninger.
Det er byrådets opgave at sørge for, at kommunens midler til specialpædagogisk bistand er tilstrækkelige. I folkeskolelovens vejledning for området står der:
”Det væsentlige er, at den specialpædagogiske bistand skal gives på baggrund af en faglig og saglig vurdering af elevens undervisningsmæssige behov. Der kan således ikke i vurderingen henvises til manglende økonomiske ressourcer.”
Det er uholdbart, at skoler tvinges til at bruge midler fra almenundervisningen for at leve op til loven og bekendtgørelsen om specialundervisning.
Vedtaget på Århus Lærerforenings generalforsamling forsamlet til møde i Aarhus den 18. marts 2011.

