Investering i fremtiden.
Århus Lærerforening er enig i bekymringen vedrørende det stigende antal elever i specialklasser. Men det er samtidig afgørende, at der i Århus Kommune findes det rette tilbud til alle elever.
Derfor finder Århus Lærerforening det positivt, at der nu ikke længere blot skal måles på udskilningsprocenten - men også på - om Århus Kommune har de rette tilbud til alle elever.
Det er vigtigt, at forudsætningen for at kunne rumme elever med særlige problemer i klassen er til stede. Hvis det skal lykkes, skal der laves investeringer i fremtiden.
Som eksempel har man i Herning Kommune tilført ekstraressourcer på specialundervisningsområdet, så der er mulighed for at lave holddeling helt ned i de små klasser. Samtidig er antallet af lærere med specialundervisningskompetencer øget og der er på nuværende tidspunkt 42 lærere i kommunen, der er i gang med en diplomuddannelse i specialpædagogik. Det er planen, at den ekstra vitaminindsprøjtning har tjent sig selv ind efter tre år, hvor antallet af elever i for eksempel specialklasser vil være nedbragt.
Århus Lærerforening anbefaler kraftigt, at en tilsvarende investering finder sted i Århus Kommune.
Det er vigtigt med fokus på, at en øget rummelighed kan give udfordringer for de øvrige elever, elevernes forældre, kravene om høj faglighed og ikke mindst lærerne.
Kommunikationen med forældrene er vigtig i denne forbindelse, og det er en opgave, som ikke blot må ligge hos de enkelte lærere.
De skitserede ændringer må ikke medføre forringelser af undervisningsmiljøet for eleverne og belastninger af arbejdsmiljøet for de involverede lærere. Århus Lærerforenings rummelighedsundersøgelse har tidligere præciseret, at rummelighed er en udfordring. (Se mere på: http://www.aalf.dk/mit+job/rummelighed )
”Rummelighed er udmærket, hvis der er ordentlige "veldefinerede" ressourcer til rådighed til dette. Vi har flere autister og får som andre skoler flere og flere børn med fx ADHD. Disse elever kunne sagtens rummes bedre i folkeskolen, hvis de alle havde støttetimer "bundet" på sig. Jeg synes, at det er vanskeligt hvert år at skulle kæmpe for støttetimer til fx en autist - vel vidende, at jo flere timer han/hun får, jo færre er der til andre elever. Denne interne "kamp" er opslidende og ikke fair - alternativet er hver gang en tanke om specialklasse, selv om eleven kunne rummes med en rimelig mængde timer/ressourcer."
(Citat fra klasselærer, der har deltaget i Århus Lærerforenings rummelighedsundersøgelse.)
Danmarks Lærerforening har fremsat forslag om en national handlingsplan for specialundervisning, hvor der i højere grad skal satses på inkluderende støtteforanstaltninger, der kan åbne mulighed for en tidlig, hurtig og effektiv indsats. Der skal i højere grad end i dag sikres resurser til denne indsats.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at man ikke kan spare sig til gode resultater på disse områder. Ændringer skal bygge på forskning.
Niels Egelund og Susan Tetlers rapport: ”Effekter af specialundervisningen” står der blandt andet:
- Det kan være irriterende, men hvis man bare har én chance for at få svage elever bedre med, skal den udnyttes. Derfor kan politikerne glemme enhver tanke om at spare specialundervisningen væk. Det er den pris, vi må betale for et skolevæsen, hvor alle har en chance for at tage afgangsprøve.
Om elevernes udbytte af støtteforanstaltninger står der endvidere:
- Det er af afgørende betydning, at de lærere og pædagoger, der yder en specialpædagogisk indsats som støtte til den almene undervisning, har en indsigt i specialpædagogik, og at de handler professionelt i forhold til de øvrige lærere, pædagoger eller andet personale, de har berøring med. I tolærerordninger har det en højere effekt, når støttelæreren er uddannet i specialpædagogik og kommer fra støttecentret.
Hvis distriktsskolerne skal kunne løfte de opgaver, der lægges op til i udkastet, må der være målrettede investeringer i efteruddannelse og dermed øget fokus på lærernes mulighed for kompetenceudvikling på dette område (jævnfør eksemplet fra Herning).
Hvis færre elever på sigt skal udskilles til specialtilbud, kræver det:
- En styrkelse af den forebyggende indsats på skolerne
- En massiv efteruddannelse inden for hele det specialpædagogiske område
- Ressourcepersoner inden for hele det specialpædagogiske område på alle skoler
- Fokus på de faktorer, der hæmmer eller fremmer inklusion i normalundervisningen
Århus Lærerforening stiller sig gerne til rådighed i en eventuelt efterfølgende proces.
Fakta:
Der skal laves en vurdering af, om denne fusion og de deraf følgende ændrede rammer for tilbud til børn og unge giver anledning til justeringer af strategien.
Herudover har også overtagelsen af en række tidligere, amtslige tilbud og de omfattende ændringer i institutionsstrukturen accentueret behovet for en revision af den overordnede strategi på handicapområdet i Børn og Unge.
Resultatet af arbejdet med den strategiske ramme for det specialpædagogiske område i Århus Kommune, er sendt i høring. Høringsfristen er den 1. oktober 2010.
Læs mere på Århus Kommunes hjemmeside her.

