Høringssvar vedrørende endelig afrapportering på udsatte børn og unge-politikken.
Århus Lærerforening kan fortsat tilslutte sig intentionerne og hensigterne i politikken for udsatte børn og unge, som de er søgt realiseret via distriktssamarbejdet. Men, som det er præciseret i tidligere høringssvar, vil indsatsens succes være betinget af forøgede ressourcer. Det gælder også med de ændringer og forslag, som nærværende indstilling lægger op til.
Foreningen finder det betænkeligt, at underretning som udgangspunkt først kan finde sted, efter der har været afholdt netværksmøde. Konstruktionen må under alle omstændigheder forudsætte, at møder kan afvikles med dags varsel. En mulighed, der kan blive akilleshælen i hele konstruktionen. Den skærpede forpligtelse for offentligt ansatte og bestyrelsesmedlemmer til handling og underretning jævnfør lovgivningen må under ingen omstændigheder sættes til side.
Foreningen noterer med tilfredshed, at der er fokus på fortsat efteruddannelse af fagpersoner og videndeling. Foreningen finder det endvidere vigtigt, at der arbejdes med rammer og retningslinier for, hvordan oplysninger og sager bedst muligt kan overbringes fra en instans til en anden.
Det fremgår af evalueringsdelen, at distriktssamarbejdet overordnet set har været en succes. At der gennem det tværfaglige samarbejde er sket væsentlige forbedringer for målgruppen, men at effektmålene ikke er indfriet. Der er ikke de ønskede målbare resultater i forhold til eksempelvis ungdomskriminalitet.
Det er foreningens opfattelse, at netop de manglende ressourcer, den fornødne tid til kvalificerede møder de relevante samarbejdspartnere imellem - og ikke mindst den manglende tid til tovholderne - er en af årsagerne til den udeblevne succes. Der har ganske enkelt ikke været tid, overskud og overblik nok til at indfri de forventninger, der har været beslutningstagernes intentioner med projektet.
Århus Lærerforening er, ligeledes, som tidligere påpeget, enig i, at der med fordel kan ske en præcisering af ansvar og mål samt en tydeliggørelse af kompetencebeskrivelsen. Det er samtidigt vigtigt at lære af det, der har været godt i det hidtidige arbejde. Der skal på det kraftigste advares imod, at der opstilles effektmål for målenes skyld. Det er indsatsen, der er det centrale.
Det er godt og rigtigt, at det i forslaget præciseres, at det er den kommunale aktør (herunder aktuel skole), der registrerer problemet, der også har ansvar for, at der tages initiativ. Men det kræver - som nævnt - en tydelig og accepteret handlingsplan samt en tydelig kompetenceplan. Der må under ingen omstændigheder opstå
tvivl om handlingsansvaret og om socialforvaltningens/bopælskommunens udmøntningsansvar jævnfør lovgivningen.
Hvis intentioner og hensigter skal opfyldes, vil det imidlertid kræve betydeligt større ressourcer end det nuværende forbrug til diverse møder, transporttid, sagsbeskrivelser med videre. Ressourcer og tid, der må bevilges ekstraordinært. Normalforbruget kan ikke tåle større reduktion. Desuden anbefaler foreningen, at der afsættes en central pulje, der kan trækkes på, når ”det brænder på” i et lokalområde.
Århus Lærerforening finder det uheldigt, at det kun er nøglepersoner (ledere), der har bidraget til evalueringen og at de medarbejdere, der har været vitale for kvaliteten af projektet, ikke har været inddraget.
Med venlig hilsen
Tove Borch / Gregers Borup


