Kommunikation er bindemiddel i enhver organisation. Derfor er det vigtig, at vi drøfter og overvejer om den måde, vi kommunikerer på, understøtter vore mål.
Århus Lærerforenings kommunikationsstrategi skal styre og sikre at den daglige kommunikation understøtter missionen/visionen; både internt til medlemmer/TR/TRS og eksternt til forvaltning, politikere, presse og andre interessenter.
Den skal:
- Skabe engagement, opmærksomhed og synlighed.
- Skabe rum for dialog.
- Sikre informationsvejene, så medlemmerne kender til foreningens holdning til emner, der vedrører skole og lærerliv.
- Sikre indflydelse, samt påvirke skoledebatten.
Foreningen går efter størst mulig indflydelse og samarbejder med alle, der vil arbejde for at skabe gode rammer for det gode lærerliv og for at sikre undervisningen til gavn for alle elevers udvikling.
Århus Lærerforening holder gode relationer til de lokale medier i Aarhus (JP Århus, Århus Stiftstidende, TV2 Østjylland, P4 Østjylland). Foreningen er i mødekommende overfor interview, research m.m. Det gælder også, hvis journaliststuderende henvender sig.
Foreningen er aktiv i læserbrevsdebatterne og går, som udgangspunkt, ind i alle sager vedrørende undervisning, skole og lærernes/medlemmernes arbejdsforhold.
Foreningen skal kendes på seriøsitet og saglighed.
Direkte og indirekte kommunikation
Der er to indgange til kommunikationen med medlemmerne: direkte; via traditionelle kommunikationskanaler, hvor der kommunikeres bredt til alle medlemmer og indirekte; via alle slags møder, hvor der kommunikeres med enkelte eller få medlemmer.
Den direkte er; SKOLEN, hjemmeside, nyhedsbrev, Facebook, skolerunde m.v. Her er der en udvikling i gang, og der skal satses på nyhedsbreve som teaser til at gøre hjemmesiden mere anvendt. SKOLEN har allerede gennemgået en layout- og indoldsmæssig forandring, men der er stort potentiale i at knytte hjemmeside og nyhedsbrevene sammen med SKOLEN.
Endvidere spiller TR en afgørende kommunikationsrolle som politikbærer og formidler i forhold til medlemmerne og den anden vej til styrelsen, som politikskaber. Vi ved, at de enkelte medlemmer primært søger deres information hos TR, og derved er TRs formidling af meget stor betydning.
Den indirekte kommunikation er dels: Sagsbehandling, faglige arrangementer, kur-ser, sociale arrangementer (Café ÅLF’ert, Juletræsfest m.v.), men også pressen kan bruges til indirekte intern kommunikation.

