Hovedkonklusioner og umiddelbare pointer, august 2008
Formål
Undersøgelsens formål var at klarlægge/give en pejling på:
- Medlemmernes behov for information fra ÅLF
- De mest hensigtsmæssige informationsveje for ÅLF
- herunder medlemmernes oplevelse af nødvendigheden af et medlemsblad
og deres oplevelse af hjemmesiden www.aalf.dk
Hvem er blevet spurgt – og hvem har svaret?
ÅLF har i alt 3333 erhvervsaktive medlemmer. Blandt disse er brugerundersøgelsen fra ÅLF i maj/juni 2008 sendt ud via mailadresser til 708 lærere. Lærerne er via deres TR på forhånd blevet spurgt, om de ville deltage.
Ved lukningen af undersøgelsen d. 15. august 2008 havde 300 personer gennemført undersøgelsen, hvilket svarer til en svarprocent på 42 %.
Brugerprofilen er hæderligt repræsentativ i forhold til foreningens medlemsprofil, selvom manglen på unge/nye medlemmer blandt besvarelserne dog er markant.
Køn:
67 % kvinder
33 % mænd
Alder:
3 % under 30
30 % i 30’erne
24 % i 40’erne
43 % over 50
Antal år som lærer:
1 -3 år: 9 %
4 – 9 år: 24 %
10 – 20 år: 25 %
Mere end 20 år: 42 %
Tillidsmands- eller sikkerhedsrepræsentantsfunktion:
12 % er TR/TRS/AMR/AMRS
88 % er ikke -
Informationsbehov og informationsveje fra ÅLF til medlemmerne
Omfang:
At medlemmerne ønsker information fra ÅLF lader undersøgelsen ingen tvivl om.
Men hvor 60 % ønsker at være løbende informeret, vil mere end hver tredje (38 %) gerne nøjes med information, når der sker noget særligt.
Informationsvejen:
Undersøgelsen peger ret klart på, hvordan medlemmerne ønsker at modtage informationer fra ÅLF. En af undersøgelsens tydeligste konklusioner er betydningen af TR’en, som et uhyre vigtigt bindeled mellem foreningen og medlemmerne.
Mere end 3 ud af 4 peger på TR’en som væsentlig budbringer af både den løbende og af den ekstraordinære information:
- 76 % vil gerne modtage den løbende information via TR’en
- 83 % vil gerne modtage informationen fra TR’en, hvis der sker noget ekstraordinært fagpolitisk.
Halvdelen af de adspurgte peger desuden på SKOLEN som væsentligt medie til den løbende information (52 %) samt på (ønsket om) elektroniske nyhedsbreve (48 %), mens kun hver fjerde foretrækker hjemmesiden som vejen til ÅLF-information.
Dette billede ændrer sig kun en smule i spørgsmålet om den ekstraordinære information, hvor det klart er TR’en samt elektroniske nyhedsbreve, der står på medlemmernes behovsliste.
Kun få medlemmer ønsker information via øvrige medier sms, flyers, plakater, foldere og (papir-) nyhedsbreve.
Bladet SKOLEN
Kendskab og vurdering:
SKOLEN får en overvejende pæn standpunktskarakter af de besvarende medlemmer, som stort set alle kender bladet. Hver anden mener, at bladet er enten ’godt’ eller ’meget godt’, og tager man ’ok’-kategorien med, er det mere end 9 ud af 10 af de adspurgte, der svarer i denne ende af skalaen.
- 99 % kender bladet
- 48 % finder bladet ’godt’ eller ’meget godt’
- 44 % finder det ’ok’
- 78 % mener, at ÅLF fremover skal have et medlemsblad
- 6 % mener ikke, ÅLF fremover skal have et medlemsblad
De fleste læser i bladet hver gang. Kun 6 % smider det væk, mens resten enten tager det med hjem eller læser det på skolen. For mere end 7 ud af 10’s vedkommende er læsemåden en hurtig gennembladning suppleret af nøjere læsning af et par artikler, mens hver femte læser det meste.
Indhold:
Besvarelserne viser, at medlemmerne gerne vil læse om ÅLF, men at øvrig skoledebat, skolepolitik og ikke mindst reportager og historier fra Århusskolerne og –lærerne er mindst lige så vigtig.
Cirka hver tredje (svingende mellem 57 % og 73 %) svarer, at følgende er vigtigt for dem i et medlemsblad som SKOLEN:
- Information om foreningens arbejde
- Information / debat om lokal skolepolitik
- Pædagogisk information og debat
- Historier fra Århusskolerne
Hjemmesiden www.aalf.dk
Kendskab
www.aalf.dk har tydeligvis ikke slået igennem hos medlemmerne endnu. Hver tredje af de besvarende medlemmer kender ikke siden, og blandt de der godt kender siden, klikker 4 ud af 10 sig ind på den ’af og til’, mens halvdelen kun besøger den ’sjældent’ eller ’aldrig’.
- 33 % kender ikke www.aalf.dk
Blandt de, der kender siden, besøger:
- 11 % den dagligt eller ugentligt
- 40 % den af og til
- 49 % den sjældent eller aldrig
- Af de, der kender siden, får den en udmærket vurdering. Således mener:
- 42 %, at den er den er ’god’ eller ’ meget god’
- 43 %, at den er ’ok’
Blandt de medlemmer, som kender hjemmesiden, er formålet med besøg på aalf.dk primært at søge information eller få svar på konkrete spørgsmål (79 %). Hver tredje tjekker nyhederne. De mener i øvrigt, at en lokal fagforenings hjemmeside også skal indeholde lokale skolepolitiske nyheder og information om foreningens arbejde.
Tydeligste konklusioner
Helt overordnet set træder følgende pointer tydeligst frem:
Information fra foreningen:
Med alle forbehold over for udvalget af besvarelser in mente er folk generelt hæderligt positive ift. informationen fra ÅLF.
- To ud af tre er interesserede i en løbende information, men hver tredje vil kun informeres, hvis der sker noget specielt.
- TR’en, SKOLEN og (ønsket om) elektroniske nyhedsbreve er de tre væsentligste informationsveje, som medlemmerne peger på.
- TR’ens rolle som budbringer af information både i hverdagen og i specielle fagpolitiske situationer kan ikke overvurderes – TR’en opleves af flest som væsentlig informationskilde.
- Mange peger på behov for elektroniske nyhedsbreve som brugbart nyhedsmedie fra ÅLF.
SKOLEN:
- SKOLEN opleves som et brugbart informationsmedie, som de fleste gerne vil beholde. Dog ikke som formidler af aktuelt stof.
- SKOLEN gennemlæses sjældent fra ende til anden, men åbnes og skimmelæses af de fleste.
- Intensionerne med SKOLEN stemmer overens med de ønsker, medlemmerne har til et medlemsblad.
www.aalf.dk
- Hvert tredje medlem kender ikke hjemmesiden, og kun få bruger den jævnligt.
- Blandt de, der kender siden, mener 4 ud af 5, at den er ’ok’, ’god’ eller ’meget god’.
- Hjemmesiden bruges pt. mest til svar på konkrete spørgsmål / information
- Men folk mener, at både lokale skolepolitiske nyheder, information om foreningens arbejde, pædagogisk debat og svar på faktuelle spørgsmål er væsentligt på hjemmesiden.
Opsamling i forhold til undersøgelsens formål
- Medlemmerne har både behov for og lyst til information fra ÅLF. Dog ønsker hver tredje af medlemmerne kun at få information, når der sker noget ekstraordinært.
- De mest hensigtsmæssige informationsveje for ÅLF er ifølge medlemmerne TR’en som det væsentligste medie samt bladet SKOLEN og elektroniske nyhedsbreve.
- Hjemmesiden opleves pt. ikke som et nyhedsmedie, men som en informationsbank.


