Fleksjob

Bevilling af fleksjob kan komme på tale, hvis din arbejdsevne er varigt og væsentligt nedsat af helbredsmæssige årsager.

Vilkårene i fleksjob aftales mellem bopælskommune, arbejdsgiver, dig og Århus Lærerforening. Er du i et længerevarende sygeforløb og er i tvivl om, om det eventuelt kan ende med et fleksjob, så bør du kontakte Århus Lærerforening for rådgivning.

1. januar 2013 trådte en ny fleksjobordning i kraft. Ordningen omfatter alle ledige fleksjobbere og fremtidige ansættelser i fleksjob. Er du tiltrådt et fleksjob før 1. januar 2013 forbliver du således på den gamle ordning indtil et eventuelt jobskifte, mens alle nye ansættelser vil være omfattet af den nye ordning.

Den gamle fleksjobordning

Arbejdsgiver udbetaler løn for fuld tid, men reelt arbejder du mellem halvdelen og en tredjedel af arbejdstiden. Derudover kan der være andre skånehensyn. Bopælskommunen udbetaler et løntilskud til arbejdsgiveren, som svarer til den tid, du ikke arbejder. Århus Lærerforening og arbejdsgiveren indgår selve aftalen om dine samlede løn- og arbejdsvilkår.

Den nye fleksjobordning

Arbejdsgiver betaler løn for de timer, du faktisk arbejder, og herudover modtager du et tilskud fra kommunen, der er reguleret i forhold til din lønindkomst.

Med den nye ordning er der skærpede krav i forhold til oprettelse af fleksjob på egen skole – de såkaldte fastholdelsesfleksjob. Således kan en medarbejder – uanset at betingelserne for et fleksjob er opfyldt – først blive ansat i fleksjob på egen arbejdsplads, når vedkommende har en dokumenteret fastholdelsesindsats af 12 måneders varighed. Undtagelsen fra denne bestemmelse er, hvis der er tale om akut opstået sygdom eller ulykke.