Århus Lærerforening og Ibis sætter spot på lærerens vigtige rolle som underviser globalt og lokalt.
Den 5. oktober er det FN’s internationale dag for verdens lærere. I år sættes der fokus på at opkvalificere lærere i Bolivia, så de lærer metoder til tosproget og interkulturel undervisning. På hjemmesiden www.laererdag.dk og på DLF's hjemmeside kan man læse mere om årets kampagne.
I Århus bliver dagen markeret ved, at tillidsrepræsentanterne i løbet af dagen tilbyder æbler for kollegernes donationer til projektet efter devisen: ”Hvad vil du gi’ for et æble til læreren?” , fordi læreres betydning er uvurderlig og har en samfundsmæssig værdi, som skal værdsættes.
Kl. 15 – 17 vil Århus Lærerforening være at finde i et informationstelt på Lille Torv, hvor forbipasserende bliver tilbudt æbler. Ønsker man det, kan man donere til det samme projekt via sms. Sms-donationerne er i beløbsstørrelsen 5, 10 og 20 kr. med mulighed for større donation, hvis man ønsker det.
Alle er velkomne på Lille Torv.
Århus Lærerforening har i dagens anledning bestilt 4.000 æbler, og er derfor sikker på at have nok æbler til både lærere og forbipasserende.
Se her, hvordan man også kan vise anerkendelse overfor en lærer


