Fredag den 20. marts

Dagbogsbillede Ml 20032020

 

Dorthe Krejlgaard - coronadagbog
Dorthe Krejlgaard Nielsen

Dagen før weekenden. Men det føles ikke helt rigtigt. Ugens sidste gåtur hen over skolegården, med udsigt til at møde en flok kollegaer i personalerummet, snakke og måske drikke en fyraftensbajer, er væk. Det er bare ikke det samme at kigge ind køleskabet herhjemme og kun finde en halv liter letmælk at skåle i.


I dag mødtes jeg med 9. klasse på Google Meet. Vi er lige gået i gang med et helt nyt emne om Moderne USA; School Shootings and Conflict. Til i dag skulle de alle have set dokumentaren ´Bowling for Columbine´ og svare på en ordentlig røvfuld spørgsmål dertil. Det var de nogenlunde i mål med. De der ikke helt havde opfattet at også engelsklektier fortsætter i hjemmeskole-perioden blev lidt overraskede. Jeg tror de forstår det nu. Det er i øvrigt også første gang, jeg har prøvet at booke og tildele eleverne en film/dokumentar på CFU.

9. klasserne opfordrede mig venligt, men insisterende, til at få rettet den tale de skrev og afleverede i februar måned. De vil meget gerne have karakterer og i mindre grad feedback. Jeg har udskudt og udskudt, ikke af uvilje, men der har været så meget andet. Mine dårlige undskyldninger står i kø. Jeg går i gang om lidt. Seriøst. Så kan vi bruge 5-10 minutter på spørgsmål, når vi mødes på Meet igen i næste uge.

Kære dagbog, den første uge af undervisning-hjemmefra har været svær. Jeg indrømmer gerne, at jeg ligesom mange af eleverne trives rigtig godt i faste rammer, i skemaer. Og så savner jeg simpelthen eleverne, den direkte respons og at grine sammen med dem :-)


 

Michelle Lyngsdal - dagbogsforfatter
Michelle Lyngsdal 

Uge et er nu gået, og jeg har lært flere nye ord som ’solidaritetsisolation’, ’coronakaffe’, 'værnemidler’, ’solnedgangsklausul’ og ’hamstringsharme’.

Fem ord som er dejlige at sige, men som jeg jo har lært på en baggrund af noget helt andet. Jeg forsøgte at dele min ordglæde med 8.d i morges, men der var ikke rigtigt nogen, der bed på. De ryster altid på hovedet af deres ordglade lærer, når jeg præsenterer nye ord for dem, og i dag var ingen undtagelse. Hvem kan ellers ikke undgå at glædes ved ordet ’hamstingsharme’? Det ligger godt i munden.

8.d skal aflevere stil den 27. marts. De har haft den for i nogle uger, men mange har svært ved at komme i gang med den, så den talte vi om i morges. De synes, at det er en svær opgave. Og selvom vi gennemgik genretræk, emner og alt mulig andet, inden verden gik i stå, er de fleste ikke begyndt.

Jeg forstår egentlig godt deres frustration. Det er ikke nemt at være gået helt kold i en opgave, og så ikke have mulighed for at få ordentlig hjælp.

Men lige i forhold til individuel vejledning, oplevede jeg noget positivt i dag. Jeg sad alene med fem elever og fik hjulpet dem med brainstorm og forslag til, hvordan de skulle konstruere skelettet af deres opgave. Vi brugte næsten en time sammen, og det er jo ren luksus i forhold til den tid, vi har til individuel vejledning i dagligdagen.

Måske lader jeg være med at give dem karakterer for opgaven, for jeg synes ikke, at vilkårene har været helt fair. Den idé har jeg dog ikke luftet for dem endnu.

Det skulle blive godt vejr i weekenden. Jeg vil prøve, om jeg kan slippe arbejdet for en stund, men det er nok for ambitiøst.

 

Om lærerdagbogen

Følg to læreres dagbog fra den nye arbejdshverdag.

Michelle Lyngsdal arbejder til dagligt på Engdalskolen og Dorthe Krejlgaard er på Viby Skole.

I dagbøgerne kan du læse mere om de tanker, de gør sig midt i en coronatid, hvor skoler er lukket og elever undervises igennem en skærm.

(Personerne optræder under opdigtede navne i dagbogen).