Tirsdag den 24. marts

Dagbogsbillede 24032020
Dorthe Krejlgaard - coronadagbog
Dorthe Krejlgaard Nielsen

Morgenen startede med et Viby Skole-møde kl. 08:15. Vores skoleleder havde kaldt til et oplysende møde omkring den nyeste udvikling i hjemsendelsen og hjemmeskole. Status PT er, at vi er tilbage i skole tirsdag d. 14. april, altså efter påskeferien. Det var ikke en overraskende udmelding fra statsministeren, men alligevel træls.

Loven om nødundervisning, den der blev vedtaget i sidste uge, sammen med en helt bunke andre nødlove, er stadig lidt af et mysterium for mig. Hvad indeholder den lov egentligt?

På det virtuelle morgenmøde blev det påtalt, at vi skal føre fravær i vores primærklasse. Det skal ske ved, at vi mandag sender et ugeskema ud til forældre og elever, så ved de, hvilke opgaver der skal løses. Fredag skal vi sende en AULA-besked til forældrene (kun) for at høre, om deres børn har udført ugens opgaver. Forældrene skal så skrive tilbage til mig for at berette, hvordan det er gået. Herudfra skal jeg så bestemme om og hvor meget fravær, en elev skal have. Helt seriøst. Så det er altså hvad en nødundervisningslov kan!

Jeg oplever, at nogle af mine store elever har enormt svært ved at motivere sig selv i de her dage. De overholder ikke det hjemmeskoleskema de selv har lavet, de dukker ikke op til vores Google Meet møder. De får ikke lavet deres opgaver. Forældrene er mindst lige så frustrerede. Jeg føler mig utilstrækkelig som klassens primære lærer, for jeg kan ikke få dem i dialog. Jeg kan ikke kigge dem i øjnene eller mærke hvad der foregår i deres hoveder. Det er virkeligt svært.

Endnu en ustruktureret dag. Hele formiddagen gik med virtuelle møder, eftermiddagen gik med at svare på AULA-beskeder og kontakte elever og forældre, der er ved at falde lidt eller meget bagud.


Michelle Lyngsdal - dagbogsforfatter
Michelle Lyngsdal 

I går præsenterede jeg to danskopgaver for min 8. klasse. Det var noget med en novelle og synsvinkler, som de skal have lavet til på mandag. Men mens jeg talte om fortællertyper og berettermodel, brød en af mine elever ind.

”Jamen”, sagde hun grådkvalt. ”Det kan jeg jo ikke nå, fordi begge mine forældre arbejder, og jeg skal jo også hjælpe mine søskende. I går sad jeg og lavede lektier til kl. 19, for at nå det hele”. De kammerater, der har små søskende istemte. Og jeg blev så ked af det på deres vegne, for sådan skal det jo ikke være at gå i skole – og slet ikke i nødskole.

Det er hjemmets opgave at hjælpe børnene med at få struktureret en hjemmeskoledag, mens vi skal stille materiale til rådighed og have kontakt, online eller telefonisk, med både børn og voksne. Men jeg har altså elever, der er gamle nok til at passe deres yngre søskende, fordi forældrene arbejder. Dermed bliver de sat i en træls position, fordi de både skal hjælpe og selv nå at lave deres opgaver. Man skal altså ikke være læreren, bare fordi man er storebror eller storesøster.

Jeg får derfor lidt ondt i maven over, at vi bliver ved med at hælde ugeopgaver og afleveringer i alle fag ned over hovedet på eleverne, bare fordi vi skal tilstræbe at undervise efter alle fags formål. Det er ikke fair, synes jeg.

Havde det været 14-årige mig, der skulle passe min lillebror og samtidig holde styr på vores skoledag, ville vi have endt med at banke hinanden på skift, og ellers ville jeg ikke få lavet en skid andet end at ligge på min skibsbriks og høre Søs Fenger eller Sinéad O´Connor på min konfirmationspladespiller. Det kunne jeg egentlig også godt unde mine elever – altså ikke det med bankene (og heller ikke pladespilleren – eller kunstnerne. Men … I forstår, hvad jeg mener.)