Torsdag den 12. marts - og weekenden

Michelle Lyngsdal - dagbogsforfatter
Michelle Lyngsdal 

Torsdag den 12. marts var den mærkeligste arbejdsdag, jeg nogensinde har haft. Den første lockoutdag og den dag 5.a og jeg fandt en død fisk på Katrines bord og blev overhalet indenom af lukningen af alle landets skoler og offentlige arbejdspladser.

Hvordan panikforbereder man lige fjernundervisning til udskolingseleverne? Hvordan får man lukket en skole ned på en almindelig torsdag?

Ingen af mine elever i 8.d var mødt op, så jeg nåede aldrig at få sagt på gensyn, mine kollegaer sivede lige så stille hjem i løbet af formiddagen, så jeg gik derfra med en tom følelse i maven.

Og da jeg kørte fra skolen, kom jeg i tanke om, at jeg glemte den karton yoghurt, jeg har stående i køleskabet derude. Den må hentes en af dagene, så den ikke er grøn og mumificeret, når vi engang vender tilbage.

Fredagen og resten af weekenden brugte jeg på forberedelser og på at forsøge at få styr på min rundtossethed. Jeg er især bekymret for den 9. klasse, jeg har til historie og samfundsfag. Kan man egentlig skrue noget ordentligt fagligt funderet undervisning om velfærdsmodeller eller jordskredsvalget i 1973 sammen, så det er til at forstå?

Søndag brugte jeg en times tid med min teammakker på at finde ud af teknikken, lave fælles retningslinjer for onlineundervisningen, og så var jeg klar til mandag morgen kl. 9, hvor 8.d og jeg skulle mødes via google meet.