Weekenden den 21. - 22. marts

corona_dagbog
Michelle Lyngsdal - dagbogsforfatter
Michelle Lyngsdal 

Lørdag den 21. marts

Jeg har svært ved at holde mit nyhedscølibat, for jeg går og venter på, om der kommer nyt om længden på lukkedagene. Den uvished har vi nok alle her i weekenden. Det er bekymrende at høre om aflyste konfirmationer, bryllupper og eksamener, og det er endnu mere bekymrende, at enkelte medier taler om flere måneder med et lukket land.

Jeg svinger lidt mellem at være i eksamenspanik eller eksamensapati i forhold til 9.b. De får mere materiale på mandag, men det er svært for ambitiøse mig ikke at have mulighed for at gennemgå noget sammen med dem, og jeg får lidt dårlig samvittighed over, at de er ladt i stikken.

Selvom alle censorer vil have forståelse for, at de sidste ugers undervisning nærmest har været ikke-eksisterende, så huer det mig ikke, at jeg ikke kan opfylde de krav, der stilles til mig. På en måde vil det være rart, hvis alle udtræk ville blive offentliggjort før tid, så faglærerne ved, hvilke fag der skal fokuseres på, og hvilke man kan holde lidt igen med – også for elevernes skyld.

Jeg har haft 9.b siden de var 0.b, og jeg har altid tænkt, at jeg gerne vil have dem til eksamen, for det vil være sådan en fin sløjfe at binde på det lange forløb, vi har haft sammen. Lige nu frygter jeg, at jeg ikke engang når at sige ordentligt farvel til dem, og bl.a. vise dem alle de billeder jeg har fra dengang, de var 0.b og lavede de fineste eventyrfriser. 

Jeg skal have kigget på 8.d’s opgaver, men det bliver ikke i dag. Solen skinner og min have er fin med blomstrende mirabelletæer. Haven trænger sådan til besøg af mig, en bog og en kande te.

Søndag den 22. marts

Har man mon spillet fallit som lærer, når man allerede i uge to stort set kun læner sig op ad læringsportalerne?

Jeg synes, at det er svært af finde på og ikke mindst at være kreativ, når rammerne til faglig fordybelse ikke rigtig er til stede. Jeg har jo i virkeligheden uendelige mængder af tid, men når jeg ikke kan stå ansigt til ansigt med mine elever og motivere dem ved grine eller ved at tegne grimme tegninger af landkort eller Stauning eller hundehvalpe på tavlen, så er det som om al det, der gør det sjovt ved at være lærer og at undervise, forsvinder lidt.

Normalt laver jeg det meste af mit materiale selv, men læringsportalerne er den nemme løsning, en slags undervisningens hvide brød med Nutella. 

8.d og jeg var i gang med Oskar K.’s ’Lejren’, inden vi blev sendt hjem. De syntes, at den var svær (og det er den også), men jeg vil langt hellere presse dem, end at lade dem danse et digt eller noget andet gøgl. Jeg tror, at jeg vil forsøge at lave en svær kahoot en af dagene, så både min og elevernes hjerner ikke bliver til havregrød med coronadrys.

Lige nu synes jeg, at det er udfordrende at navigere mellem at være et almindeligt menneske og den professionelle lærer. Undervisningen foregår hjemme i min stue. Når vi arbejder online, kan eleverne se mine familiebilleder på væggen som baggrund, jeg kan drikke te af mine grimme kopper med citater fra Matador (Fordi Provst Meyer er en stor lort), og min computer står på spisebordet oven i det puslespil, jeg er ved at lægge.

Jeg sørger dog altid for, at der er rent og ryddeligt bag mig, så de trods alt ikke ser, at lærere også kan have nullermænd i hjørnerne og opvask på køkkenbordet. Der må jo være en grænse, ikke?

Om lærerdagbogen

Følg to læreres dagbog fra den nye arbejdshverdag.

Michelle Lyngsdal arbejder til dagligt på Engdalskolen og Dorthe Krejlgaard er på Viby Skole.

I dagbøgerne kan du læse mere om de tanker, de gør sig midt i en coronatid, hvor skoler er lukket og elever undervises igennem en skærm.

(Personerne optræder under opdigtede navne i dagbogen).