Fri for at se flere reality shows om skolen og lad os i stedet se seriøse fagligt holdbare udsendelser som debatskabende baggrund for professionelle råd til politikerne.

Af Per Kjeldsen, leder af SOPHIA, tænketank for pædagogik og dannelse

I september og oktober har danske forældre, elever og professionelle lærere med flere i 8 uger måbende kunne følge udviklingen af et mirakel – på 100 dage (som viste sig at være 45 arbejdsdage) flyttede en skole (Gauerslund Skole i tidligere Børkop Kommune) sig 1000 pladser på CEPOS’ berygtede karakterskala over danske skoler – fra en plads i den dårligste fjerdedel til en plads blandt de 100 bedste!

Årsag: eleverne var blevet undervist efter læringsstilsmetoden – introduceret af en købmand, læringsstilsekspert Svend Erik Schmidt og med bekræftet effekt af troldmanden, forskningsdirektør Hans Henrik Knoop. I sidste udsendelse blev der uddelt diplomer til elever, der havde klaret sig ekstra godt, alle forældre, elever og de til TV interviewede lærere er glade. Med TV2 som indpisker, anbefaler politikere lynhurtigt, at sådan bør alle skoler gøre. I Århus sættes millioner af til at uddanne pædagoger og lærere i metoden, i nogle kommuner pålægges lærerne at bruge metoden. Købmanden og troldmanden kan drage videre – ifølge billeder i TV2’s Nyhederne – med en hurtigt fyldt ordrebog.

Alle er glade – og nogle børn er blevet dygtigere – tilsyneladende meget dygtigere – og så er det vel bare det. Hvorfor så ikke bare være glad med de glade børn og deres forældre og med de ansatte på en skole, der på rekordtid er blevet en af landets bedste? Fordi der er noget der ikke stemmer. Fordi der med et professionelt blik på udsendelserne tydeligvis er solgt en vare med falsk varebetegnelse. Fordi nogen må råbe op, når reality shows danner basis for skolepolitiske beslutninger eller anbefalinger.

Vi er tilsyneladende kommet dertil, at vi med en let omskrivning af den amerikanske professor Noam Chomskys ord i Information Weekend den 25.-26. oktober, hvor han omtaler USA’s aktuelle situation kan tillade os at skrive: Vi har en folkeskole, der er blevet et stykke legetøj for handelsverdenens pr-industri. Det langsigtede mål på tværs af gældende lovgivning er, at lærerne skal være tilskuere til deres egen profession – ikke deltagere.

Lad os da råbe op – og kedeligvis kan vi opremse en lang række forhold ved eksperimentet, der slår skår i glæden.

Udgangspunktet ”Gauerslund skole ligger i den dårligste fjerdedel af landets skoler” har baggrund i skolens placering som nr. 1198 af ca. 1600 skoler på tænketanken CEPOS rangliste over alle skolers resultater ved 9. klasses afgangsprøve i dansk og matematik. Listen er i lang tid blevet kritiseret for at være ubrugelig, da skolerne fra år til år ryger op og ned af listen, idet den statistiske sikkerhed er nærmest ikke eksisterende. Det påviste professor i pædagogisk statistik Peter Allerrup allerede i 2006 i en artikel på Folkeskolen.dk (25.08.2006): ”Det, der er tilbage når man ……..er en hel bunke tilfældigheder.”

Alligevel bruger Knoop referencen til Ceposlisten, når han på forunderlig vis får ekstrapoleret (manipuleret?) testresultater fra dansk i 4. klasse og matematik i 7. klasse samt en trivselstest(!) – alt taget lige før og lige efter de 100 dages læringsstilsperiode - så resultaterne kan sammenlignes med resultater i dansk og matematik ved 9.klasses afgangsprøve på Gauerslunds skole i 2006. Det må siges at være en forskningsdirektør værdigt i videnskabelig uredelighed og statistisk vrøvl.

Man undlader i øvrigt at fortælle, at skolen i 2007 ligger over landsgennemsnittet for karakterer ved afsluttende prøver i dansk i 9. klasse med et snit på godt 8,0, hvor de i 2006 ligger under landsgennemsnittet med 7,67. 

Referencen til Cepos listen og Schmidts offentlige udhængning af lærerne som gammeldags tavleundervisere, forstærket af TV2 gennem alle 8 udsendelser, får da også lærerne til i pressen at markere at de oplever sig som ret almindelige både før og efter eksperimentet!

I TV2’s debatprogram ”Dags dato” senere på aftenen, hvor 8. og sidste afsnit er vist, fortsætter Schmidt sin udhængning af lærerne (nu generelt alle lærere) med røde ”streger” ved deres forandringsparathed ved at citere en gammel ”vits” fra 88: ”hvad er nemmest at flytte – lærere eller Berlin-muren – som vi ved: Berlin-muren!” Som den eneste morede Schmidt sig vældigt over sin egen morsomhed. Plathed for åben skærm.

Schmidt og TV2 fremhæver til ulidelighed betydningen af at børnene undervises efter deres læringsstil – men fortier at hver lærer i de 45 dage kun skulle lave ET forløb med læringsstile – resten af tiden kunne læreren undervise som han/hun plejer – blot det er i det stof fra trinmålene, som der testes i! Det vil sige, at der bortset fra enkelte elever med meget dårligt standpunkt og motivation testes en fremgang, der alt overvejende skyldes lærernes almindelige undervisning og ikke læringsstile!

Erfaringsmæssigt vil denne ”teaching to the test” på kort tid give stor fremgang i det testede – her forstærket af den samlede fokus på forsøget, TV’s tilstedeværdele og elevernes viden om at de kommer i fjernsynet og måske kan flytte sig enormt – altså blive vindere.

Det fremhæves uafbrudt at hovedmålet er at blive en skole i verdensklasse – defineret som en karaktermæssig placering blandt de 100 bedste skoler i Danmark. Der gøres ikke opmærksom på, at man dermed introducer sportsverdenens kompetitive målbegreb med konkurrencen med andre, som den overordnede drivkraft. Lige så naturligt det er i sportens verden, er det unaturligt og ødelæggende i sociale fællesskaber som skolen at arbejde med ”vinder og taber” begrebet. Her bør herske kooperative mål eller samarbejdende differentierede mål, hvor alle bliver vindere, om end uens.

Udsendelserne viste meget positivt at forandringer som et shine up af lærerværelset, introduktion af god mad i kantinen, forbedring af skolegårdens muligheder for at røre sig i leg, speciel indsats overfor elever, der vantrives på grund af mobning og en udvidet undervisningsdifferentiering gør underværker – når det drives af engagerede lærere. MEN DET HAR INTET MED LÆRINGSSTILE AT GØRE!

Diagnosticeringen af børnenes læringsstile er så statisk at børnene selv beskriver sig som enten et ”se”, ”høre”, ”røre” eller ”gøre” barn – med blandt andet den konsekvens at en elev nævner, at hvis han ikke kan ”gøre” men bare sidder ved tavlen, så kan han ikke lære noget.

Læringsstilsmetoden og fordelingen af børnene i de 4 læringsstile, slørede betydningen af kvaliteten eller mangel på samme i børnenes sprogligt betingede begrebs- og symboldannelse – det blev der slet ikke arbejdet med, selvom det måske ville have haft den største langtidseffekt og matchet det forhold at alle børnene er nødsaget til at kunne læse og skrive, hvis vi tænker i fortsat uddannelse – og de i "røre" og "gøre" eksemplerne opnåede færdigheder havde tilsyneladende ingen transfer værdi til sprogligt betinget tænkning.

Der er altså tale om en stigmatisering af det enkelte barns læringsstil. Det fremgår også tydeligt af forældrenes udsagn – ”mit barn er et ”gøre” barn” – også i lektielæsningssammenhæng. Det er fagligt problematisk, da anvendelsen af alle sanse- og perceptionskanaler er vigtige i barnets begrebs- og sprogudvikling. Så det er ikke et spørgsmål om at finde en læringsstil – det er et spørgsmål om at give det enkelte barn mulighed for at få balance i de enkelte sproglige begrebers og symbolers indhold via flest mulige sanseindtryk. Så det er kvaliteten af barnets sproglige kompleksitet, der skal testes - ikke en læringsstil. Det tistedThisted Det er jo netop anvendelsen af sproget, der er målet – ikke om man behersker den latinske betegnelse for biord eller tillægsord.

Det er derfor ikke nok, at Undervisningsministeren vil etablere en task force til udbredelse af Gauersluns Skoles ”succes”. Der er brug for en permanent konsulentstab, der kan rådgive skolerne  om alle væsentlige udviklingsbehov. Det ville også være fint, hvis alle skoler fik mulighed for at lave alt det andet som Gauerslund Skole satte i værk uafhængigt af arbejdet med læringsstile. Og vigtigere end læringsstile vil det være befordrende med fokus på alt det naturlige pædagogiske og  dannelsesmæssige der sættes i værk rundt omkring. På det seneste: løb hver morgen i Svendborg, værkstedsfaciliteter i Støvring på Bavnebakkeskolen, ekstra AKT støtte-lærer, når en klasse er ekstra rummelig med vanskelige elever med særlige behov som på Nimtofteskolen, lektiecafeer………

Så kunne vi måske blive fri for at se flere reality shows om skolen og i stedet se seriøse fagligt holdbare udsendelser som debatskabende baggrund for professionelle råd til politikerne.