Som udgangspunkt er sygdom en feriehindring. Er du sygemeldt, har du derfor pligt til at informere din bopælskommune (jobcentret) og din arbejdsgiver, hvis du ønsker at holde ferie.
Midlertidigt ophold andet sted i Danmark
Det er muligt at modtage sygedagpenge under et midlertidigt ophold et andet sted i Danmark, men opholdet skal være foreneligt med opfølgningsmøder og eventuelle iværksatte foranstaltninger og behandlinger. Opholdet må således ikke forhale helbredelsen, og det skal være muligt at komme i kontakt med dig, så du kan stille med meget kort varsel til opfølgningssamtale.
Midlertidigt ophold i udlandet
Sygedagpengelovens § 3 angiver en (udtømmende) liste af undtagelser i forhold til kravet om ophold i Danmark, når du modtager syge-dagpenge.
I en vejledning fra Århus Kommune angives det, at ”Opholdet skal have et behandlingsmæssigt formål. Det er en betingelse, at den syge er under lægeligt opsyn”.
Delvis sygemeldt
Hvis du er delvis sygemeldt, kan du heller ikke holde ferie, med mindre du raskmelder dig. Dog vil du kunne holde ferie på de dage, du skulle have været på arbejde, hvis din delvise sygemelding er tilrettelagt således, at du arbejder eksempelvis 3 hele dage i ugen, og er sygemeldt 2 hele dage. Hovedferien kan du dog ikke holde på denne måde, da mindst 10 dage af hovedferien skal holdes i sammenhæng.
Kompetence til afgørelse
Du skal altid orientere jobcentret, og det er jobcentrets sagsbehandlere, der træffer afgørelse i relation til ferie/sygedagpengeudbetaling efter et skøn i hver enkelt sag.


