De på forhånd beregnede timer i afgangsklasserne indgår i lærerens grundskema på prøve- og censordage. Grundskemaets timetal suppleres med prøveakkordens timetal. Den supplerende tid jf. prøveakkorden kan indregnes på følgende måder:
- Timerne kan medtages i opgaveoversigten under ”andre opgaver”. Læreren står til rådighed for andet arbejde i grundskemaets frigjorte lektioner i prøveperioden, jf. § 8.
- Det kan aftales, at tiden i prøveakkorden ikke indgår i opgaveoversigten, men gives i form af frihed i frigjorte lektioner i prøveperioden. I givet fald anvendes omregningsbestemmelserne i aftalens § 8 når prøveperioden planlægges. Se eksempel og betingelser herunder.
- I udtræksfagene kan man også vælge at holde akkordens timetal ude af arbejdstidsberegningen og i stedet honorere kontant med den sats der er aftalt mellem DLF og KL.
Eksempel på metode 2: Der er 20 skoledage i prøveperioden hvor afgangsklassernes skema er aflyst.
Læreren har 20 lektioner om ugen, heraf 3 hver skoledag i 9. klasse. Der er 22 elever i 9. klasse og læreren skal have dem op i dansk 2 dage og ud som censor i dansk 2 dage.
Prøveakkorden udløser derfor 46 timer.
Læreren er i 16 af de 20 skoledage i prøveperioden frigjort for 3 lektioner daglig, i alt 48 lektioner. Ved anvendelse af aftalens ”vekslingsbestemmelser” i § 8 kan de frigjorte lektioner ved omregning anvendes til honorering af akkordtimerne. For hver lektion læreren gives fri finansieres 0,75 x 2,23 = 1,67 time af akkordens timetal. Hvis læreren gives fri i 28 af de 48 frigjorte lektioner, er akkordens timetal dermed afregnet.
Aftaleparterne er enige om at denne metode kan anvendes under forudsætning af at friheden kan gives på en måde, der af læreren kan udnyttes som reel frihed. Der peges på muligheden for at lave skemaændringer, med henblik på også i prøveperioden at skabe sammenhæng i undervisningen.

