Lærere m.fl., der er ansat på kommunale skoler og lignende, er omfattet af de kommunale regler for seniordage. Er du ansat i stat eller regioner er reglerne lidt anderledes.
På kommunale skoler gælder følgende:
- I det kalenderår du fylder du 60 år har du ret til to seniordage
- I det kalenderår du fylder 61 år har du ret til tre seniordage
- I det kalenderår du fylder du 62 år har du ret til fire seniordage
Seniordage kan afvikles som hele eller halve fridage i løbet af kalenderåret (halve dage, er halvdelen af den planlagte tid).
Du skal tidligst muligt forinden varsle dagenes placering over for din leder.
Ikke afviklede seniordage bortfalder ved kalenderåret udløb – medmindre du har aftalt med din leder, at dagene overføres til afvikling i efterfølgende kalenderår.
Hvis din leder har afvist at imødekomme dit ønske om placering af seniordagen (det er en undtagelse – og det skal i givet fald være begrundet i, at arbejdets udførelse hindrer det), overføres dagene ligeledes til afvikling i efterfølgende kalenderår.
Årlig bonus (udbetaling) eller løbende ekstraordinært pensionsbidrag? – Et aktivt valg!
Du har ret til at få dine seniordage konverteret til en årlig bonus (udbetaling) eller til et løbende ekstraordinært pensionsbidrag.
Ønsker du det, skal du give besked senest den 1. oktober året inden, du ønsker at avende din ret.
Udbetaling sker ved kalenderårets udløb.
Indbetaling af ekstraordinært pensionsbidrag sker måned for måned.
Påtænker du afsked – bemærk da:
Hvis du påtænker afsked i det kommende kalenderår, bør du overveje at holde dine seniordage. Du vil da kunne afvikle seniordage som fridage i de måneder, du er i ansættelse i kalenderåret.
Fratræder du i løbet af kalenderåret – og du ikke har afviklet de påtænkte seniordage – vil de blive godtgjort.
Er du i det kalenderår, hvor du fratræder, omfattet af konvertering til bonus (udbetaling) eller et løbende ekstraordinært pensionsbidrag, vil betaling kun finde sted for de måneder, hvor du er i ansættelse i dette kalenderår. – Altså en forholdsmæssig betaling af årets samlede beløb.
Værdien af en seniordag beregnes for fuldtidsansatte som din timeløn gange 7,4 timer. – Den beregnes forholdsmæssigt for deltidsansatte.
Eksempel:
Er du fuldtidsansat og fylder du 62 år i løbet af 2011, er du omfatte af fire seniordage i kalenderåret 2011.
Har du valgt udbetaling af bonus – og er du i ansættelse i hele kalenderåret - får du ved udløbet af 2011 udbetalt 4 x 7,4 x din timeløn.
Fratræder du i løbet af 2011 – her som eksempel den 31. juli 2011 får ud udbetalt 7/12 af det samlede årsbeløb.
Har du valgt afvikling af seniordage i kalenderåret - og du ved fratræden pr. 31. juli 2011 ikke har afviklet nogle af de 4 påtænkte seniordage - får du dem godtgjort som 4 x 7,4 x din timeløn.

