Du har ret til tjenestefrihed af kortere varighed, når tvingende årsager som sygdom eller ulykke i familien gør det påtrængende nødvendigt, at du er til stede øjeblikkeligt.
Reglerne gælder for alle ansatte i kommuner og regioner og findes i den såkaldte ”Aftale om fravær af familiemæssige årsager”.
Tjenestefrihed med løn
Du skal være opmærksom på, at ansatte med børn under 14 år har ret til tjenestefrihed med løn i op til fem arbejdsdage pr. barn inden for 12 på hinanden følgende måneder ved barnets hospitalsindlæggelse. Det gælder også, hvis barnet under indlæggelsen opholder sig i hjemmet.
Hvis begge forældre er omfattet af aftalen, kan antallet af dage for begge forældre tilsammen ikke overstige fem arbejdsdage inden for de 12 måneder. På opfordring skal den ansatte fremlægge dokumentation for indlæggelsen.
Alvorligt sygt barn
Der er også ret til hel eller delvis tjenestefrihed med sædvanlig løn til ansatte med barn und 18 år, der er alvorligt sygt. Denne ret kan begrænses til en måned pr. år pr. barn; der kan herudover aftales yderligere frihed. Den ansatte skal opfylde barselslovens betingelser om ret til dagpenge; arbejdsgiveren kan derfor efterfølgende modtage dagpengerefusion fra pågældendes bopælskommune.
Børn med nedsat funktionsevne
Ansatte, der har et barn med nedsat funktionsevne, har mulighed for at få tabt arbejdsfortjeneste, hvis der er ønske om eller behov for at nedsætte arbejdstiden for at passe barnet i hjemmet.
Det er socialforvaltningen i bopælskommunen, der kan give en sådan bevilling i relation til pasning af børn under 18 år.
Aftalen omtaler børn med betydelig og varigt nedsat fysik eller psykisk funktionsevne samt indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Omsorgsdage
Den ansatte har ret til fravær med sædvanlig løn i to dage pr. kalenderår pr. barn til og med det kalenderår, hvor barnet fylder 7 år. Omsorgsdage fra fødeåret kan aftales overført til det efterfølgende kalenderår. Der kan ikke ske udbetaling for ikke afviklede omsorgsdage; de betragtes som tabte.
Retten til omsorgsdage gælder uanset hvilket tidspunkt af året, pågældende tiltræder.
Barns første og anden sygedag
Der kan gives hel eller delvis fri med sædvanlig løn til pasning af sygt barn under 18 år på barnets første og anden sygedag. Det er en forudsætning, at barnet har ophold hos den ansatte, at fraværet er nødvendigt af hensyn til barnet, og at det er foreneligt med forholdene på tjenestestedet. Der kan indgå en vurdering af barnets alder og sygdommens karakter i vurderingen af, om der gives tjenestefri. Misbruges ordningen kan retten til fravær inddrages.


