Danmarks Lærerforenings kongres sender kraftig appel til politikerne

Resolution Artikel
Kongressen er forsamlet til møde i København den 19.-21. september. Tirsdag blev man enige om at sende et fælles opråb til politikerne på Christiansborg, der kalder på en økonomisk håndsrækning til folkeskolen. Også i Aarhus er der bekymring for, at skolerne igen bliver tvunget til at spare.

- Folkeskolen har brug for øjeblikkelig politisk og økonomisk opbakning og prioritering nationalt, så kommunerne har mulighed for at handle lokalt. Der skal handles, og det haster.

Sådan lyder det direkte budskab i den resolution, som er blevet vedtaget på kongressen i Danmarks Lærerforening 2023. Forleden viste en rundspørge i Danmarks Lærerforening, at der er udsigt til skolebesparelser i syv ud af 10 kommuner. Og ifølge Dorthe Ryom Fisker, formand for Århus Lærerforening, er der behov for at skride til handling netop nu.

- I Aarhus er byens politikere i denne uge i forhandlingsrummet. Det budgetforlig der forventes at være klar natten til fredag vil betyde, at vi ude på skoler og arbejdspladser igen tvinges til at prioritere i en i forvejen økonomisk udsultet hverdag. Så resolutionen er et nødvendigt opråb. Christiansborg og ikke mindst den siddende regering skal tage ansvaret nu i stedet for at håne folkeskolen med sølle 35 millioner.

Kongressen i Danmarks Lærerforening fortsætter i dag og i morgen, hvor der blandt andet skal opstilles krav til næste års overenskomstforhandlinger samt vælges en ny næstformand.

Emner

Målgruppe