Politikerne i Aarhus har lyttet: Flere penge til folkeskolen

2L8a4535
Et flertal af partier i Aarhus Byråd er i dag blevet enige om at tildele de aarhusianske folkeskoler en ekstra bevilling på 57 mio. kr. i 2024. Penge som skal være med til at rette op på det markante underskud på skolernes budgetter, som for to uger siden fik skoleledere, forældre og lærere til at slå alarm.

Ifølge formand for Århus Lærerforening, Dorthe Fisker, fortjener byens politikere ros for at have lyttet til skolens stemmer og for at handle hurtigt:

- 57 mio. kr. er en flot håndsrækning til skolerne, som gør en forskel her og nu.

I alt mangler skolerne i Aarhus 112 mio. kr. for at dække de stigende udgifter til specialundervisning. Dorthe Fisker håber, at dagens genåbning af budgettet for 2024 kan være startskuddet til en dybere erkendelse af folkeskolens udfordringer:

- Vi skal helt generelt have tilført flere ressourcer til skolerne. Aarhus er fortsat langt under landsgennemsnittet, når det gælder økonomiske prioriteringer af vores folkeskole, og det kan vi ikke være bekendt.”

Finansieringen af de 57 mio. kroner er fundet i et samarbejde mellem Børn og Unge, Borgmesterens Afdeling, Teknik og Miljø samt Sundhed og Omsorg.

Emner

Målgruppe