Smertegrænsen er for længst overskredet. Lærerne i Aarhus har fået nok.

Img 3166
Århus Lærerforening samlet til generalforsamling den 8. marts 2024 sender et vigtigt budskab til Aarhus Byråd.

I denne uge har både skoleledere og forældre til folkeskolelever i Aarhus Kommune slået alarm. Rammerne er så elendige, og det økonomiske underskud så stort, at der tales om ’et kollaps på de aarhusianske folkeskoler.’ Århus Lærerforening bakker fuldtonet op om nødråbet fra Skolelederforeningen og Skole og Forældre. Lærernes undervisning og samvær med eleverne har i årevis været under pres, og smertegrænsen er for længst overskredet. Én ting er økonomi, bundlinjer og tal. Noget andet er de store menneskelige omkostninger, der er for både elever, forældre og medarbejdere i skolen.

Hvis der skal være en god og fremtidssikret folkeskole i Aarhus, skal et samlet byråd afsætte markant flere ressourcer og investere i de medarbejdere, der skal løfte folkeskoleloven og de store visioner i børne- og ungepolitikken. Ressourcerne skal sikre flere lærere og børnehaveklasseledere til eleverne i den daglige undervisning, og de skal gøre plads til forebyggende og rettidige indsatser i samarbejde med PPR og skolens øvrige støttefunktioner.

Skoleledernes opgørelse over udgifter til visitering af elever til specialtilbud viser et samlet underskud på 112 mio. kroner gældende for indeværende kalenderår. Det svarer til 92% underfinansiering eller 5 lærere pr. skole i gennemsnit. Tilføres der ikke yderligere ressourcer nu, vil underskuddet kun vokse. På den baggrund har 43 af kommunens skolebestyrelser tilkendegivet, at de ikke godkender budgettet for det kommende skoleår. Politikerne må efterhånden forstå, at der er noget helt galt.

De årlige udgifter pr. elev ligger i Aarhus Kommune 11.523,47 kroner under landsgennemsnittet. Det betyder, at kommunen fortsat er en bundskraber og ligger på den 16. laveste plads i landet. Danmarks andenstørste kommune vil tydeligvis ikke prioritere byens børn og unge med de nødvendige midler, til trods for at al forskning viser, at det kan betale sig at investere i børn og unge. Det er for Århus Lærerforening helt uforståeligt.

Vi sender hermed et klart og tydeligt opråb til politikerne i Aarhus Byråd om at skride til handling. Forældre, skoleledere og lærere er enige om, at vores lokale folkeskole har brug for en bæredygtig plan og en økonomisk indsprøjtning af de helt store. Spørgsmålet er ikke, om I tør. Spørgsmålet er, om I tør lade være.

 

Resolutionen er vedtaget på Århus Lærerforenings generalforsamling den 8. marts 2024. 

Emner

Målgruppe