Generalforsamlinger GF 2024

Dorthe Ryom Fisker - Formand - Valgoplæg - GF 2024

DortheRyomFiskerGF24
Jeg gentager og prøver en gang til

I forbindelse med budgetforhandlingerne i efteråret 2023 havde jeg et opslag på de sociale medier. Mit hovedbudskab til vores lokalpolitikere var så klart, som Tina Dickow synger det:

"Sometimes, the fastest way to get there is to go slow. And sometimes, if you wanna hold on, you've got to let go."

Jeg gentager det her med en lettere omskrevet opfølgning. For hvis vi sammen skal skabe en folkeskole i balance, kræver det først og fremmest fire ting af vores lokalpolitikere: 

  • Lyt til og lær af de fagprofessionelle. Lederne og medarbejderne står hver dag ansigt til ansigt med opgaven, og vi ved, hvordan virkeligheden ser ud.
  • Kom ikke med flere nye forslag til at løse vores udfordringer. Giv slip på rollen med at styre og kontrollere.
  • Hav tillid og tålmodighed.
  • Prioritér de nødvendige ressourcer

I mit seneste valgoplæg for 2 år siden skrev jeg: ”Som formand for Århus Lærerforening vil jeg gå forrest med budskabet om, at der nu SKAL flere penge til at løse opgaven i folkeskolen - det er den nye realisme!”

Jeg må desværre erkende, at selvom jeg i de seneste år har holdt fast i det budskab, gjort mit bedste her i byen og sammen med mine kolleger over hele landet, så er der ikke kommet flere penge til vores folkeskole, nærmest tværtimod.

Men hvad gør man, når tålmodigheden er svækket, og opgaven udfordrer? Der er umiddelbart to muligheder: Giv op eller bliv ved. Jeg giver ikke op, men vil fortsat knokle for ressourcer til folkeskolen. Jeg prøver med en ny strategi og nok også en ny toneart.

Jeg håber, at I vil give mig mandatet. Vi ses den 8. marts!