Arrangementer og kurser Seniorarrangementer

Besøg på Aarhus Rådhus den 14. og 21. marts 2024

Vores marts-arrangement var et besøg på Aarhus Rådhus. Vi havde delt arrangementet på to dage, da der var begrænsning på deltagertallet pr. gang.

Af Kirsten Boelt

En tidligere medarbejder, Henning Jeppesen, viste os rundt, og vi fik en grundig og fin gennemgang af dette smukke hus og hørte om dets historie og tilblivelse fra 1941 til det blev fredet i 1995. Arkitekterne var Arne Jacobsen og Erik Møller, og Rådhuset er en klassiker i dansk arkitektur. Bygningen er beklædt med norsk marmor, og hele bygningen både inde som ude er et udtryk for dansk design.

Vi blev på bedste vis gjort opmærksom på alle de fantastiske detaljer og arkitektoniske perler lige fra gulvet af moseeg, cigaretbægerne af messing, stolene af vildsvineskind, de store ure på hver etage, vægmalerierne dels i kælderen samt i nogle af udvalgsværelserne for ikke at glemme det blomstrede vielseslokale.

Vi var naturligvis også i byrådssalen og endte besøget i tårnet, som er 60 meter højt, og hvorfra der denne dag var et flot kig ud over byen og Rådhusparken.